Vandskanning

Vandscanning er en undersøgelse, som bruges til at afgøre, om der er muskelknuder eller polypper i livmoderhulen.

Årsag til undersøgelsen

Undersøgelsen foretages hos kvinder, der bløder kraftigt, langvarigt, uregelmæssigt eller bløder imellem menstruationerne.

Selve undersøgelsen

Undersøgelsen foretages helst lige efter en menstruation.

Der føres et tyndt, blødt kateter ind igennem livmoderhalsen til livmoderhulen. Der sprøjtes lidt sterilt saltvand igennem kateteret samtidig med at der foretages en ultralydsscanning. Herved åbner livmoderhulen sig kortvarigt og det bliver muligt at se slimhinden, livmoderhulens form og indhold.

Undersøgelsen tager få minutter og er smertefri hos langt de fleste.

Efter undersøgelsen

I sjældne tilfælde er der lette smerter i underlivet efter undersøgelsen, hvilket skyldes, at der er kommet lidt væske ud i bughulen. Du kan tage smertestillende håndkøbsmedicin, hvis du har brug for det.

I meget sjældne tilfælde kan der komme en infektion. Du skal kontakte klinikken eller en vagtlæge, hvis du får smerter, der ikke forsvinder, bliver kraftige eller hvis du får feber.