Spiral

Kobberspiral

Kobberspiralen er udformet som et T, der er omviklet med en tynd kobbertråd. Kobberet påvirker slimhinden i livmoderhulen og forhindrer befrugtede æg i at sætte sig fast. Kobberet nedsætter endvidere sædcellernes bevægelighed.

Kobberspiralen kan ligge i fem år og er 98-99% sikker.

Kobberspiralen kan give kraftigere og længerevarende blødninger og hvis der er tendens til menstruationssmerter, kan disse blive forværret.

Hormonspiral

Hormonspiralen (Mirena/Levosert/Kyleena/Jaydess) afgiver konstant en lille smule hormon af typen gestagen. Hormonet sørger for, at slimhinden i livmoderhulen næsten ikke vokser, hvorved et befrugtet æg ikke vil kunne sætte sig fast. Sekretet i livmoderhalsen påvirkes og bliver uigennemtrængelig for sædceller. Mirena og Kyleena kan ligge i fem år, og Jaydess – (der er lidt mindre og indeholder lidt mindre hormonmængde – kan ligge i 3 år. Jaydess og Kyleena kan bruges af kvinder, der ikke har født. Hormonspiralerne er 99% sikre.

Tidspunkt for oplægning

Det bedste tidspunkt for oplægning af spiral er i slutningen af menstruationen, mens der stadig er blødning, men den kan skiftes på ethvert tidspunkt i cyklus. Hvis du anvender P-piller, minipiller eller har p-stav, kan spiralen opsættes når som helst, når blot du fortsætter med din hidtidige prævention, indtil spiralen er opsat.

 

Oplægningen

For nogle kvinder kan det være lidt smertefuldt at få spiralen lagt op. Du anbefales derfor at tage smertestillende medicin 1 time før oplægningen: Paracetamol 500 mg  2 tabletter og Ibumetin 200 mg 3 tabletter. Du kan købe medicinen i håndkøb på apotket.

Efter spiraloplægning

Du kan have lette, menstruationslignende smerter og bløde lidt i dagene efter spiraloplægning. Hvis du har behov for det, kan du tage to tabletter Paracetamol.

Har du fået hormonspiral kan du opleve plet- og menstruationslignende blødning af varierende længde og hyppighed de første 3-6 måneder.

Kontrol

Du vil blive kontrolscannet, når spiralen er lagt op. Herefter kan du selv mærke, om spiralen er der, idet du med en finger kan mærke spiralsnoren højt i skeden. Du anbefales at kontrollere spiralen, hvis du får kraftig blødning.

Du bør kontakte lægen, hvis du får feber, smerter, ildelugtende udflåd eller ændret blødningsmønster, samt ved mistanke om at spiralen er blevet udstødt eller ikke sidder rigtigt. Endelig skal du kontakte lægen ved mistanke om graviditet.