HSU - Passageundersøgelse af æggelederne

Ved HSU undersøges det om livmoderhulen er normal og om der er passage igennem æggelederne.

Tidspunkt for undersøgelsen

Undersøgelsen foretages umiddelbart efter menstruationen og senest 2 dage før forventet ægløsning. Du bedes ringe til klinikken på din 1. menstruationsdag eller så hurtigt som muligt herefter for at aftale tid. Der skal foreligge en negativ klamydia podning inden indgrebet.

Undersøgelsen

Der føres et tyndt blødt kateter ind igennem livmoderhalsen til livmoderen og der sprøjtes en blanding af vand og luft eller et kontrastmiddel igennem kateteret. På kateteret sidder en ballon på størrelse med en lille grønært, som pustes op for at hindre, at væsken som sprøjtes ind i livmoderen, med det samme løber ud af livmoderhalsen igen. Ved samtidig ultralydsscanning igennem skeden er det muligt at se, om væsken passerer korrekt igennem æggelederne og at vurdere livmoderhulen.

Undersøgelsen kan give en kortvarig menstruationslignende smerte. Du må derfor gerne tage 1 g Panodil 1 time før undersøgelsen.

Efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen kan du have lidt vandigt eller blodigt udflåd og du kan have menstruationslignende smerter den samme dag, fordi der er kommet væske ud i bughulen. Du må tage 1 g Panodil med 6 timers interval, hvis du har brug for det. 

Hvis du igennem længere tid har smerter eller hvis du får feber, skal du kontakte klinikken eller en vagtlæge.

Der er en lille risiko for infektion, som dog skønnes at være under 2%.